Amtsudstillingen 1898
Af Kaj Buch Jensen
Historikeren Kaj Buch Jensen har udgivet endnu en bog med lokalhistorie fra Kalundborg-området. Bogens emne er den store Amtsudstilling i juli 1898, der fandt sted på Møllebakken i Kalundborg. Ideen til bogen opstod, da Kaj Buch i en anden sammenhæng ”genopdagede” fotografen Christian Reinaus ca. 70 fotografier fra udstillingen. Disse fotografier befandt sig som glasplader på Kalundborg Lokalarkiv. Billederne fremstår – også i bogen – så knivskarpe, at man er i stand til at læse diverse skilte, prismærker, etiketter og lignende på nogle af de varer/produkter, der er fotograferet. Christian Reinau drev fotoatelier i Kalundborg 1889-1903, og havde sikret sig rettighederne til at fotografere på udstillingen, der varede i 12 dage.
Det var Kalundborg Håndværkerforening, der i samarbejde med de tilsvarende foreninger i Holbæk og Nykøbing Sjælland og på Samsø, stod bag udstillingen. Udstillingen viste, hvad det daværende Holbæk Amt kunne præstere inden for industri, håndværk, landbrug og forretningsliv. Og man må nok sige, at udstillingen blev en publikumsmæssig succes, idet 50.000 gæster besøgte udstillingen.
Ud over Reinaus fotografier indeholder bogen illustrationer i form af annoncer, gamle avisudklip og udstillingskataloger. Alt sammen bundet sammen af forfatterens supplerende tekst. Da gengivelserne af de 117 gamle år fotos er en central del af bogen, er der ikke sparet på papirkvalitet og lay-out, så her er tale om 160 sider af høj kvalitet på alle måder. Bogen er udgivet i et tæt samarbejde med Viggo K. Pedersen fra forlaget Almuebøger i Reerslev, og kan blandt andet købes hos boghandleren i Kalundborg samt hos forlaget på www.almuebøger.dk. Prisen er 298 kroner.