Onsdag den 2. marts 2022
Foredrag om de danske herregårdes rolle i samfundet og deres bygningshistorie v/historiker Niels Peter Stilling, forfatter af det anmelderroste værk i fem bind ”Danmarks Herregårde”.
Foredraget fandt sted i Antvorskov Kirkes store mødelokale.

Tirsdag den 5. april 2022 i Korsør Kulturhus
Årsmødet var et meget spændende foredrag om stednavne v/ cand.scient. Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Foredraget koncentrerede sig om stednavne i det gamle Sorø Amt.
Derefter ordinær generalforsamling.
Klik her for at læse referatet fra generalforsamlingen.
Klik her for at læse formandens årsberetning.

Beboerne i Gumperup fik skiftet navnet til det “finere” Klinteby. Kort fra historiskatlas.dk.
Lørdag den 30. april 2022
Godsejer Claus Neergaard slog dørene op til et besøg på den fine herregård Gunderslevholm, som er smukt beliggende med parken ned mod Susåen. Claus Neergaard var vores meget vidende guide på rundvisningen, som startede med hovedbygningen opført 1729 i barok, men moderniseret i 1780’erne i tidlig, klassicistisk stil. Rundturen sluttede med et kik ind i avlsgården fra 1728, for nyligt restaureret med støtte fra Realdania. Efter rundvisningen var der mulighed for at gå rundt i parken på egen hånd.

Gunderslevholm. Hovedbygningen set fra havesiden. Foto: Flemming Bruun, 2015.
Sommerudflugt i bus lørdag den 21. maj 2022
Frederiksborg Slots historie blev udførligt omtalt under turen, så her blot et kort resumé: Frederiksborg Slot var oprindeligt et kongeslot, bygget i nederlandsk renæssance og anses for Danmarks smukkeste med en udsøgt beliggenhed og er som sådan i verdensklase.
Slottet brændte 1859 under Frederik 7., som var den sidste konge, der anvendte slottet. De udvendige mure samt kirken blev reddet. I årene efter 1860 blev slottets indre genopført fortrinsvis bekostet af brygger J. C. Jacobsen som Danmarks Nationalhistoriske Museum.
Vi blev guidet gennem Kongefløjen og Slotskirken.
Efter frokosten på restaurant Krydderiet besøgte vi den smukke og spektakulære barokhave, der spiller op til slottet på den modsatte side af Slotssøen. Efter en kort introduktion var der lejlighed til en lille rundtur i haven på egen hånd.
Kaffen nød vi i Café Havehuset.

Fra rundvisningen på Frederiksborg Slot. Foto: Helge Torm, 2022.
Fredag den 9. september 2022
Tybjerggaard: Den nuværende hovedbygning, der er opført i 1763, er en enetages bygning i rokokostil, som stadig eksisterer i næsten uændret skikkelse. Den blev opført af forfatteren og embedsmanden Tyge Rothe, som lod den daværende hovedbygning i bindingsværk nedrive.
Ejerne af godset, Kasper og Susanne Jeppesen, tog imod os i den smukt holdte hovedbygning.
Villa Gallina: Frokosten fik vi på en af Danmarks smukkest beliggende restauranter, og har været drevet af Nicholas & Lise Dark siden 2004. Den er bygget som “bekvemmelighedssted og traktørsted” i 1852. Dengang betjente den egnens beboere og rejsende på den gamle landevej fra København til Næstved.
Vemmetofte Kloster: Kendes fra 1300-tallet. Herregården var gennem tiderne ejet af forskellige adelige slægter, ofte med nære forbindelser til kongen og magten.
I 1735 blev Vemmetofte Adelige Jomfrukloster oprettet på baggrund af prinsesse Sophie Hedevigs testamente. Prinsessen var søster til kong Fr. IV.
Vemmetofte Klosters hovedbygning blev opført mellem 1715 og 1724 ved arkitekt J.C. Ernst. Dele af hovedbygningen blev ombygget både sidst i 1800-tallet og igen i 1907 ved arkitekt Axel Berg.

Billede fra tybjerggaard.dk/historie.
Villa Gallina. Foto: Finn Årup Nielsen, Wikimedia.
Vemmetofte KlosterFoto: Jørgen Carlsen, Wikimedia.
Onsdag den 5. oktober 2022
Foredrag ved jernbaneentusiast Ole Munk Plum på Skælskør Bibliotek. Plum er vokset op i Dianalund nærmest med Høng-Tølløse Jernbanen i baghaven. Han har skrevet et utal af bøger om jernbaner i Danmark og gjorde os denne aften klogere på jernbanerne i Sjællands sydvestlige hjørne.

Skælskør Jernbanestation ca. 1910. Tog med AS-maskine (”Væddeløberen”) holder klar til afgang mod Dalmose. Foto: Skælskør Egnshistoriske Arkiv.
Fredag den 18. november 2022
Som optakt fotalte foreningens formand Helge Torm fortælle om Værkernes historie.
Som redaktør faldt det i Helge Torms lod at præsentere indholdet i foreningens Årbog 2022. Vanen tro indeholdt bogen mange spændende artikler ledsaget af et rigt billedmateriale.

Fra Værkernes opførelse.