Boganmeldelse 025


Da vi kørte i rækkerne
Af Bo Torstensen





Af og til kommer der bøger om meget smalle lokalhistoriske emner, der lyder som henvendt til en meget begrænset læserkreds. Men hvor er det befriende, at der også er muligheder og plads til sådanne udgivelser, og at nogle har mod til at binde an med sådanne projekter. Stor respekt for det. En sådan udgivelse er Bo Torstensens 167 siders store bog om de små benzin-salgs-køretøjer, der kørte rundt i færgelejerne, der var tilknyttet Storebæltsoverfarten, først i Korsør og Nyborg, senere i Halskov og Knudshoved.

Bogen beskriver baggrunden for oprettelsen af Halskov-Knudshoved-overfarten, herunder naturligvis også de to benzinsalgssteder. Desuden er der omhyggelige beskrivelser af de forskellige typer køretøjer, der blev anvendt til at køre ind imellem de ventende bilrækker og tilbød benzin, olie, vand og meget andet.

Men bogen er også beskrivelsen af folkene bag samt om de mange, der arbejdede med betjeningen af kunderne. Mange mennesker har haft et job her på de meget populære arbejdspladser, herunder mange unge mennesker. Så ud over en beskrivelse af de forskellige typer køretøjer, rummer bogen også et lille stykke industri- og virksomhedshistorie, og er tillige et bidrag til et tidsbillede af livet i Danmark gennem perioden.

Rigtig mange mennesker husker endnu tiden, hvor man krydsede Storebælt med færger, og for mange var overfarten en del af oplevelsen på den tur, de var på.

Bogen koster 298 kroner og kan købes i boghandlen eller hos forlaget Motorploven (www.motorploven.dk).