Landsbyerne Sønderupsønder og Øster Bøgebjerg
Af Lissi Jørgensen Pedersen og Finn Pedersen
Forfatterparret Lissi Jørgensen Pedersen og Finn Pedersen har udsendt endnu en bog om nogle af landsbyerne i deres geografiske nærområde. De har tidligere udgivet bøger om landsbyerne Vårby, Hemmeshøj, Stude og Erdrup i Hemmeshøj Sogn, og nu er turen kommet til Sønderupsønder og Øster Bøgebjerg, begge i Boeslunde Sogn.
De to landsbyer beskrives fra 1700-tallet og op til nutiden. Udgangspunktet for bogen er historien bag de enkelte gårde og ejendomme i landsbyerne samt familierne, der boede i dem. På den måde får læseren et godt billede af deres leveforhold, og i alt er over 100 familier omtalt i bogen.
Bogen indledes med et kort generelt afsnit om de to landsbyers historie, og herefter gennemgås de enkelte matrikelnumre og gårde. Stort set ved hver ejendom er der ud over tekst et udsnit af matrikelkortet samt et eller flere fotografier. Endelig sluttes hver ejendom af med en samlet oversigt over ejere/lejere/fæstere.
Ved nogle ejendomme, eksempelvis Sønderupvej 101, er der en meget omfattende beskrivelse, her ikke mindre en ni sider. Og en sådan lang beskrivelse afspejler naturligvis, hvad der findes af kendt kildemateriale.
Bogen er – som forfatterparrets øvrige bøger – præget af omhyggelighed og grundighed. Så enhver, der eksempelvis i forbindelse med slægtsforskning, støder på personer og/eller ejendomme fra de områder forfatterparret har beskrevet, er godt stillet og får yderligere hjælp fra bøgernes personregistre.
Bogen kan købes ved henvendelse til forfatterne på enten telefonnummer 2420 8915 eller 5150 6983. Prisen er 250 kroner.