Boganmeldelse 043


Verner Sørensen, Min far 1913-2008
Af Hanne Møhr





Verner Sørensens datter Hanne har samlet og udgivet faderens historier, som han selv har fortalt dem videre.

Verner Sørensen levede sit liv i Korsør, hvor han voksede op på Revvej og ernærede sig som forretningsdrivende i Havnegade 3. Her solgte han i over 40 år kaffe, vin og tobak. Som en forfriskende fornyelse inden for erindringsbøger begynder denne bog ikke med Vernes fødsel. Hans livshistorie kommer først i kapitel 5.

De fire første kapitler er koncentreret om forskellige temaer. Først et tema om vennekredsen, derefter hans arbejde i Odd Fellow Logen, arbejdet i butikken samt hans interesse for roning.

Det sidste kapitel er Hanne Møhrs personlige beretning om hendes relationer til sin far med en tematisk tilgang om hverdagen, moderens tidlige død, rejser og ture, fester samt relationer til næste generation. Bogen er naturligvis mest en bog om familien, men med de mange billeder og Verners store vennekreds, bliver bogen også et bidrag til historien om livet i Korsør i bredere forstand. Og med et navneregister vil mange korsoranere kunne genfinde sig selv, slægtninge eller fælles venner. Ikke mindst er de rigtig mange billeder et godt bidrag til at skildre tidsånden og begivenheder i den næsten 100-årige periode.

Bogen kan købes for 160 kroner på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør.