Sagn og gode historier, Sydlige Sjælland
Af Svend C. Dahl
Bind 1
Svend C. Dahl har udført et stort arbejde med at samle de mange sagn og fortællinger, der knytter sig til lokale helte og sagnkonger, gravhøje befolket med trolde, mystiske eller hellige træer samt præster og kirker.
Selv om titlen bruger betegnelsen ”sydlige Sjælland” dækker bogen geografisk et område helt op til nord for Slagelse, Sorø, Ringsted og Køge.
Beretningerne er kategoriseret ud fra sognenes navne, og det er derfor let at finde fortællinger fra bestemte områder. Desuden er bogen udstyret med et omfattende register. De mange sjove og spændende sagn og fortællinger er primært samlet sammen ud fra litteratur trykt fra 1600-tallet og frem til i dag, og flere af sagnene optræder med flere varianter.
Bogen er forsynet med mange af forfatterens flotte farvefotos samt sjove tegninger af Mikael Nielsen.
Bogen kan købes hos boghandlerne.
Bind 2
For et års tid siden udsendte Svend C. Dahl bind 1 af sagn og gode historier fra det sydlige Sjælland, og nu foreligger bind 2 på hele 336 sider. Når bogen er omtalt her, skyldes det, at forfatteren definerer det sydlige Sjælland som området syd for en linje fra Slagelse over Sorø, Ringsted og til Køge. Det betyder, at eksempelvis lokaliteter i den nuværende Slagelse Kommune er nævnt ikke mindre end 112 steder, og lokaliteter i Sorø-Ringsted-området er omtalt 73 steder.
Forfatteren har disponeret bogen emnemæssigt således, at der er afsnit om ”sten med historie” (frugtbarhedssten, vendesten mv.), sagn om vand og vandets beboere (ellefolk, åmænd, mosekoner mv.), kilder og kildemarkeder, historier om mor og barn, herunder trusler imod dem (varulve og marer mv.), gengangere, kloge folk og hverdagshekse samt nisser og gode historier.
Der er mange sider spændende og underholdende læsning, flot illustreret med forfatterens fotos og/eller Mikael Nielsens sjove tegninger. Nogle af historierne viser eksempler på overtro langt op i tiden, mens andre har en sammenhæng med dokumenterede historiske begivenheder. Det sidste er tilfældet med de ca. 50 sider om kilder og kildemarkeder. Et eksempel herfra er Sct. Kjelds – eller Keldstrup Kilde – ikke langt fra Kirke Stillinge. Her fortælles det, at kilden opstod, fordi en mand om natten ville flytte en skelpæl, og da han trak pælen op sprang kilden frem. Det var en stor synd i landbosamfundet at ændre på skellene i smug, og som bod måtte han sætte et brøndværk op om kilden og give et offer til kirken. Det kan man vælge at tro på eller ej, men faktuelt er det, at kilden blev vældig populær og rigtig mange mennesker hvert år kom til kildemarked med handel, gøgl og øltelte helt frem til 1901. Kilden var i miles omkreds den mest besøgte kilde på landet frem til ca. år 1700. Mange besøgende benyttede tillige muligheden for at bade deres syge øjne i vandet samt naturligvis drikke af det.
En anden ”kilde-historie” er fra Sorøegnen, og fortæller om en biskop, der lagde sig til at dø midt på vejen, da kongen var død. Og på det sted, hvor biskoppen lagde sig, sprang der en kilde frem med lægende kraft, nemlig Kongskilde.
Mange af bogens sagn og gode historier viser, hvad det var, en forholdsvis uoplyst befolkning troede på og var nervøse/bange for. I takt med større og større oplysning efter undervisningspligtens indførelse i 1814 aftog denne overtro, og derfor er Svend C. Dahls bog vigtig som en enestående dokumentation af denne del af folkelivskulturen.
Bogen kan købes hos boghandlerne for 299 kroner.