Boganmeldelse 023


1965 – Lokalhistorisk Arkiv – 2015
Arkivudvalget for Lokalhistorisk Arkiv i Korsør & Slagelse Arkiverne





Som titlen antyder, er der her tale om et jubilæumsskrift, nemlig fra Lokalhistorisk Arkiv i Korsør, der den 25. november 2015 fyldte 50 år. Ud over et lille afsnit med navne og tal indeholder jubilæumsskriftet tre artikler.

Meget naturligt handler den første artikel om arkivets tidlige år. Den er skrevet af tidligere overbibliotekar Poul Erik Nielsen, der kom til Korsør fem år efter, at arkivet var stiftet, og arkivet fik et organisatorisk tilhørsforhold til Biblioteket.

Den anden artikel er skrevet af nu afdøde Frederik Jakobsen, der var frivillig på arkivet fra 1976. Han fortæller sjove og pudsige oplevelser fra arbejdet med de mange forskellige arkivalier og om de principper, der skal besluttes omkring eksempelvis registreringen af personers navne – og ikke mindst deres øgenavne. I artiklens titel indgår ordet ”arkivnørd”, og det er en meget passende beskrivelse af Frederik Jakobsen, der desværre døde lige inden jubilæet.

Den tredje artikel handler om den store udvikling, der er sket på arkivområdet i takt med it-teknologiens fremkomst og udvikling. Artiklen er helt up-to-date med lanceringen af hjemmesiden arkiv.dk, der synliggør de registrerede arkivalier og fotos for hele verden.

Når arkivet om 25 år fejrer sit 75 års jubilæum, bliver det næppe med et trykt jubilæumsskrift, men på et eller andet elektronisk medium, som vi måske ikke engang kender i dag.

Her er tale om et flot jubilæumsskrift, der ikke kan købes, men udleveres på arkivet så længe oplaget rækker.