Boganmeldelse 026


Korsør-Rock & Skælskør-Tråd
Af Thomas Gjurup og Jørgen Billing





Thomas Gjurup har sammen med Jørgen Billing udgivet endnu en bog om ungdomsmusikken i perioden ca. 1960-1980, denne gang fra Korsør og Skælskør. Tidligere er udgivet bøger om samme emne fra blandt andet Roskilde, Hvidovre, Bornholm og Ringsted. Og ifølge pålidelig kilde er der en bog mere på trapperne om musikken i Slagelse og Høng-området.

Bogen om musikken i Korsør og Skælskør er bygget op kronologisk, og for hvert årstal er der så beretninger, annoncer og lignende med relevans for det
pågældende år. Som eksempel besøgte ”popangeren” Otto Brandenburg Strandhotellet i Korsør i 1960 – ikke mindre end to gange, idet mange måtte gå forgæves første gang.

Også ordet ”rock” er allerede anvendt til byens havnefest den 21. august. Her optræder den 15-årige Rock Niller. Men udover ”pop” og ”rock” beretter bogen også om en skandale i forbindelse med en tredje musikstil, nemlig jazzen. Der var Jazz-festival i Korsør 21. og 22. maj 1960 på Hotel Korsør med store navne på plakaten, eksempelvis amerikanske Oscar Pettiford og danske Papa Bues Viking Jazzband. Men flere ting går galt. Dels svigter publikum – der var kalkuleret med 1.000 betalende gæster, men der kom kun 350. Dels var ansvaret for festivalen lagt hos to unge mænd, der ikke var myndige, og dermed var kontrakterne ugyldige. Dette rygtedes, hvorfor Papa Bue sendte afbud og de fleste andre musikere rejste hjem, da de kunne se, at de ikke fik deres penge. Resultatet blev et underskud på 5.000 kroner og et dårligt ry hos landets jazzorkestre.

På samme måde behandles de efterfølgende år til og med 1980 i den 155 sider store bog, der også har afsnit om spillestederne og spillelister fra hvert enkelt sted.

Et centralt afsnit er også en gennemgang af de enkelte orkestre fra området.

Bogen kan bl.a. købes i boghandlerne i de to byer.