Table Jam 231
Af Hans A. Schrøder & Anders Devantier Henriksen
I starten af 1990’erne mødtes de to forfattere tilfældigt på Garderhusarregimentets museum i Næstved. De blev enige om at skrive en bog om våbenmodtagelsen natten mellem 30. og 31 marts 1945 ved Dronning Margrethes Høj ved Saltø Gods.
Nu foreligger bogen efter masser af arkivstudier og besøg af Harold James Watson, der var med på flyvningen. Han er nu død, men nåede til Danmark, hvor han mødte nogle af de modstandsfolk, der modtog våben på landjorden.
I bogen følger man skiftevis besætningen i det engelske fly og folkene på landjorden ved Dronning Margrethes Høj, og denne vekselvirkning gør bogen uhyre spændende.
Udover beskrivelsen af denne enkelte våbennedkastning indeholder bogen spændende fortællinger om flere sabotageaktioner i Næstved, herunder mod krydsfinerfabrikken, der blev sprængt i luften december 1944 samt sprængningen af oliedepoterne på Næstved Havn.
Bogen har rigtig mange billeder, også af de aktive modstandsfolk.
Den kan købes i boghandlerne.