Boganmeldelse 179


En Scrapbog, bind 6: Johannes Henriksen 1960
Af John Jensen & Ole Seyffart Sørensen





Johannes Henriksen var ansat ved Korsør Kommunale Mellem- og Realskole i perioden 1931-1968. Han blev en gymnastiklegende og stod blandt andet gennem tiderne bag flere hold af elitegymnaster. John Jensen og Ole Seyffart har allerede udgivet 5 såkaldte “scrapbøger”, der har omhandlet 1935, 1938, 1952, 1956 og 1958.

Denne sjette udgivelse omhandler året 1960, og omhandler primært en tur til Harrogate i England i perioden 14. juli til 1. august 1960. På denne tur deltog også et hold pigegymnaster under ledelse af Eileen Olsen. I alt deltog 31 personer i turen til England, hvor de blev indkvarteret privat. Som i de øvrige scrapbøger er tingene og turen godt dokumenteret, dels via diverse dokumenter, dels via avisomtaler. Denne dokumentation er suppleret med beretninger fra nogle af deltagerne samt ikke mindst med private fotos fra turen, nogle i farver, eksempelvis af pigegymnasterne i “deres meget sexede udstyr”! Besøget i England medførte i øvrigt også et genbesøg af 40 engelske skolebørn i Korsør i 1961 og for fires vedkommende også i 1962.

Serien om Johannes Henriksen blev påbegyndt i 2007 og oprindelig var det meningen at udsende otte hæfter. Desværre har salget af de seneste hæfter ikke levet op til forventningerne, og det betyder, at redaktionen har besluttet ikke at stå bag flere hæfter, men de håber, at andre vil tage over og udsende et syvende hæfte om gymnasternes tur til Wales i 1966.

Hæftet om turen til England i 1960 kan købes for 100 kroner på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør.