Boganmeldelse 197


Krebs. Portræt af et forfatterskab
Af Mette Lund Jørgensen



Denne bog er ikke lokalhistorie i gængs forstand, men det er historien om en lokal personlighed, distriktslægen Fr. Chr. Krebs, borger i Skælskør fra 1855-1871, som udover at passe sit embede også fik tid til at engagere sig aktivt i det danske samfunds politiske og økonomiske problemer og udmønte det i et omfattende forfatterskab, hvis fortsættelse efter Skælskør-tiden naturligvis også behandles af forfatteren.

Er man generelt set interesseret i Danmarkshistorien og særlig i den udvikling, som foregik på godt og ondt fra ca. 1850-80, kan det være udbytterigt at læse, hvordan Krebs, der havde en skarp hjerne, analyserede samfundsforholdene, og hvilke bud han gav på løsningen af problemerne.

Sågar fremtiden for Dansk-Vestindien havde han en kvalificeret opfattelse af, efter at man var begyndt at tale om at sælge øerne, men han havde selv oplevet øerne i 1840’erne og hjemførte en dansk pige som sin kommende brud, og hun satte et vestindisk præg på deres bolig på Skovvej, der blev bygget i 1856. Både hans og hendes familie omtales, så slægtshistorie, ledsaget af gengivelse af fine portrætter, kan man også finde i denne bog.

Det er meget fortjenstfuldt, at Mette Lund Jørgensen har trukket denne en gang så kendte samfundsdebattør frem af glemselen.