Bogtrykkerfaget oplevet indefra – erindringer om 44 års virke i Korsør

Af Hans Burchardt

Indledning

I 100 års-jubilæumsbogen for Historisk Forening for Midt- og Sydvestsjælland, som udkom sidste år, havde jeg en artikel med titlen »Årbøgerne i (næsten) 100 år.« Her kunne man læse om, hvilke trykkerier der havde trykt årbøgerne i alle disse år, hvilken teknik, der var benyttet samt om brancheforhold i den grafiske verden, nærmere betegnet i det, som var det hedengangne Sorø Amt.

For nu ikke at komme til at gentage mig selv og for at give artiklen her i årbogen for 2012 lidt perspektiv vil jeg anbefale, at man studerer artiklen fra sidste år. Jeg har jo været medspiller i og iagttager af den grafiske branche i en årrække, i hvert fald siden 1954, hvor jeg kom i lære som typograf på min fars bogtrykkeri, til jeg i 1998 som bogtrykker gik på efterløn. Så man kan da se sig selv som øjenvidne til noget, der i dag er en slags historie.

Det er nu ikke, fordi jeg betragter mit grafiske arbejdsliv som noget særligt og betydningsfuldt. Jeg har såmænd bare passet min dont – dag ud og dag ind – på passende vis.

Men en ufattelig omvæltning i branchen har fundet sted i disse 44 år – i hvert fald indenfor de seneste. Bogtrykkerkunsten (ja, det kaldtes engang en kunst!) har i princippet fungeret uændret, siden Gutenberg omkring 1450 opfandt teknikken med de blystøbte bogstavtyper. Og i min bogtrykkertid fik man så offsettryk, fotosats, computere, internet og hvad ved jeg. Mange kendte og velmeriterede trykkerivirksomheder er ikke mere, og i dag kan enhver skolelærer, der er lidt fiks på fingrene, og som har lidt talent for det, lave tryksager, der over i købet kan se nydelige ud.

Fra 1937-1954: Optakten

Jeg blev født den 4. juni 1937 i Kalundborg som søn af Svend Burchardt og hustru Astrid Burchardt, født Madsen. Min far var udlært som typograf hos bogtrykker A. Vejlø, Kalundborg. Efter læretiden fortsatte han i 1930 på lærestedet som svend, og han fik efterhånden en betroet stilling og blev tilbudt kompagniskab. Det afslog han dog. Han ville have sin egen virksomhed.

Mine forældre havde i 1939 bygget eget hus: En pæn gulstensvilla på en nyere villavej i Kalundborg, Lundemarken. Det kunne lade sig gøre ved sparsommelighed og økonomisk støtte fra min mors familie. Og dette hus skabte så, da det til sin tid blev solgt, det økonomiske fundament bag min fars ønske om at blive selvstændig bogtrykker. Familien gav dog igen en økonomisk håndsrækning.

I september 1944, i krigens usikre tid, flyttede vi til Korsør, hvor min far havde købt et bogtrykkeri, Reklametrykkeriet, som lå i Havnegade. Det var et mindre foretagende, og det vedblev det at være gennem alle de følgende år. Et par svende, et par lærlinge, en dame til bogbinderiarbejde, en kontordame og en bydreng – det var stort set alt. En stabil kundekreds, et godt omdømme her i byen og et pænt forhold til de to andre, små lokale trykkerier runder billedet af.

Så følger for mit vedkommende de næste 10 år med skolegang på Byskolen og fra 1949 på Korsør Mellem- og Realskole samt et vel i grunden almindeligt familieliv med mine forældre og min storesøster Lis og min lillebroder Jens, som kom til i 1945. Efter skoletid var jeg i nogle år bydreng hos min far. Det var absolut ikke noget, der bekom mig vel.

Jeg bestod realeksamenen den 1. april l 954 med et godt resultat. Men forinden kom naturligvis spørgsmålet: Hvad ville jeg så? I lære, på kontor, noget tredje eller gå på gymnasiet? Jeg var umoden og tvivlrådig og vidste slet ikke, hvad jeg ville være.

Og så sagde min far: »Hvis du ikke ved, hvad du vil – og det er helt din egen beslutning, hvad du vil være så kan du da komme i lære på trykkeriet. Du kan få en uddannelse, og måske kan du engang i fremtiden overtage trykkeriet.«

Fra 1954-1964: Læreår og omskiftelser

Jeg begyndte den 15. april 1954 som typograflærling (håndsætter) på min fars trykkeri. Uden større lyst, men noget skulle man da i gang med, jfr. omstående.

Hurtigt opdagede jeg, at med den teknik, der herskede dengang, var der tale om meget monotont og til dels kedeligt arbejde – stående på sine ben hele dagen. Det var jo i blyhåndsætteriets tid. Bevares, man kunne da komme til at lave visse kreative opgaver, og det var da spændende nok. Men alt i alt – det var ensformigt arbejde.

Samme efterår begyndte jeg på Teknisk Skole i Slagelse. Man havde på Østre Skole i kælderen indrettet et håndsætteri, hvor alle typograflærlinge fra Gørlev, Slagelse, Sorø, Skælskør og Korsør fik teoretisk og praktisk undervisning. Om aftenen! Efter arbejdstid vel at mærke.

Det var nu godt nok – ikke mindst fordi vores faglærer, faktor Claudi Mortensen, var meget inspirerende. Mange af de designmæssige aspekter ved bogtrykkerkunsten fik man for så vidt ind med modermælken på de fire vintre, hvor jeg frekventerede aftenskolen. Og meget af det har jeg så senere haft gavn af.

4 1/2 års læretid var så slut den 15. oktober 1958. Jeg bestod, som det hed, »med ros«. Hvad så nu? Jeg vidste, at jeg skulle indkaldes som soldat i Slagelse den I. marts 1959, og indtil da havde min far ikke rigtig brug for mig på trykkeriet.

Så korn der en mulighed, idet min far havde en ungdomsven, Carl Nielsen, som var faktor på den socialdemokratiske avis »Ny Dag« i Nakskov. Han mente, at han nok kunne bruge mig på avisen. Så jeg arbejdede som typograf der indtil omkring 1. februar 1959.

Det var en helt anden tilværelse – arbejdsmæssigt og ikke mindst det at bo i en helt fremmed by, i hvilken jeg ikke kendte en sjæl. Det gav den erfaring, at når man kommer til et nyt job et andet sted, må man selv aktivt gøre noget for at få sin fritid til at hænge sammen. Ingen venter en – man må selv være aktiv. Og det må man for øvrigt også i mange af livets andre forhold.

Så kom dagen – den 1. marts 1959 – hvor jeg blev rekrut i det, der dengang hed 4. regiment i Slagelse. Ikke noget at se frem til, og det var da også en omvæltning. Soldaterliv og/eller ægteskab kan forandre en mands væremåde, og man kan sige, at kanter bliver poleret lidt af.

Undervejs under rekruttiden blev jeg udtaget til at komme på sergentskole, ikke på grund af ansøgning, men jeg fik at vide (og det var usandt!), at det kunne jeg ikke slippe for. Sergentskolen lå dengang på selve Kronborg i Helsingør, og der var jeg så fra 1. juli og året ud. Det var en barsk omgang med stroppeture, fysisk og militær træning og teoretisk undervisning.

Tilbage igen til Slagelse, hvor det nu var min tur som sergent at kommandere i et rekrutkompagni. Da jeg vidste, At jeg nu skulle være mindst to år i forsvaret, fik jeg da tilskyndelse til at søge uddannelse som reserveofficer. Det kunne jeg da lige så godt. Jeg blev optaget på reserveofficersskolen på kursusejendommen Gurrehus, der som bekendt ligger oppe ved Helsingør.

Endnu mere taktisk træning og lederuddannelse på mange planer. Herefter kom jeg som løjtnant af reserven tilbage til regimentet i Slagelse, hvor jeg gjorde tjeneste som delingsfører i en militær enhed, divisionens stabs-kompagni. Det blev ikke en god tid, idet der bestod et decideret modsætningsforhold mellem min chef og den næstkommanderende, hvor jeg så blev en lus mellem to negle. Mine arbejdsområder var også dårligt definerede. Lettet kunne jeg da omsider den 1. marts 1961 sige farvel til forsvaret.

Så vendte jeg tilbage til Korsør. Arbejdede hos min far på trykkeriet og boede hjemme. Det var nu alt i alt ikke så vellykket. Når man har været i et stramt system – forsvaret, hæren – i lang tid, kommer der bagefter en underlig tomhed, en rastløshed. Hjemsendte soldater har ofte svært ved at finde en rytme i tilværelsen.

Derfor – Gud bedre det – søgte jeg ind i forsvaret igen i sommeren 1961. Jeg kom på et panserværnskursus på Skydeskolen, der lå på Christianshavn. Og så tilbage igen til Slagelse til det forhadte stabskompagni – og så havde jeg fået nok.

Via min far fik jeg nu arbejde på et trykkeri i Odense: Søndergaards Bogtrykkeri, en mindre virksomhed, der for så vidt var hyggelig nok at være på med flinke kolleger, og jeg begyndte energisk at dyrke løbetræning om aftenen. Der var muntre dansesteder i byen, og på visse måder havde jeg det da helt fint. Men arbejdets kedsommelighed var den samme. Ensformigt, stillestående – skulle det vare ved resten af livet?

Måske var det en ide at komme til udlandet for at arbejde? Måske til Schweiz, som fagligt var en slags det fo1jættede land indenfor bogtrykbranchen?

Jeg fik forbindelse med et trykkeri, Stämpfli & Cie, i hovedstaden Bern og kunne tiltræde om foråret 1962. Det var en stor virksomhed, og vi var vel et par hundrede ansatte.

Hovedproduktionen var trykningen af køreplanen til de schweiziske jernbaner. Og var arbejdet ofte tidligere kedeligt, så var det intet at regne imod nu. Jeg var ung, der skulle ske noget, og så sad jeg der i en grå kittel – time efter time – med et særdeles trælst pillearbejde.

Heldigvis kom jeg i forbindelse med andre unge danskere, som jeg ofte gik ture med i weekenderne oppe i de pragtfulde bjerge. Ja, jeg blev ganske »bjergtaget« og optaget af Schweiz og har været det lige siden.

Det var efterhånden ganske klart, at det at være typograf nok ikke var lige det, der stod til min hu. Men hvad nu? Jeg kunne da sagtens være blevet i Bern, og der var da også vægtige, private grunde til det, men…

Så var der den mulighed at læse videre – indenfor faget. Altså en videreuddannelse. Man kunne senere opnå lederstatus og derigennem få et mere indholdsrigt arbejde. Og/eller selvfølgelig vende tilbage til Korsør hos min far og så i tidens fylde blive bogtrykker efter ham.

Jeg søgte derfor optagelse på Den grafiske Højskole i København. Det var dengang en 2-årig dagskole, beliggende på Teknisk Skole i Julius Thomsensgade. Der krævedes for så vidt ingen specielle forkundskaber for at blive optaget, blot skulle man naturligvis have en eller anden uddannelse inden for de grafiske fag, såsom typograf, litograf, bogbinder, reprofotograf eller lignende.

Jeg blev optaget og forlod Schweiz med et vist savn og begyndte på skolen den 1. september 1962. Det lykkedes at få et værelse på Håndværkerkollegiet, der ligger på Bispebjerg, og hvor jeg boede under hele mit studieophold. Undervisningen havde de fire retninger, som kan læses på illustrationen.

Vi var omkring 25 studerende på holdet. Heraf var ca. 1/3 fra Norge, da man ingen tilsvarende skole havde der. Alt i alt var det en interessant periode i mit liv. Den afsluttedes med eksamen, som jeg bestod med et ganske udmærket resultat. Og man kunne nu besmykke sig med titlen: Dimittend fra Den grafiske Højskole.
Og datoen er I. april 1964.

Hvad skete der så? Ja, jeg vendte tilbage til Korsør. Til trykkeriet, men nu som partner i min fars trykkeri. Så var fremtiden på en måde udstukket.

En medvirkende årsag hertil var, at jeg var blevet forlovet, nemlig med Jytte Christensen, der var damefrisør, og som også kom fra Korsør. Hendes forældre var for øvrigt gode venner til mine forældre. Vi blev gift samme år, den 25. juli 1964.

Fra 1964-1983: Etableret

De første år tilbage på trykkeriet gik med vanligt arbejde samtidig med, at jeg begyndte at sætte mig ind i at kunne betjene trykmaskinerne. Min far og jeg havde – og det havde vi gennem alle årene – et godt samarbejde. Han var meget bevidst om, at jeg skulle ind i forretningsgangen og også erhverve et større ejerskab af firmaet.

Men stadig kørte vi i den vanlige bogtrykteknik, selvom offsettrykningen nu for alvor bankede på døren. Således deltog jeg i et offsetkursus nede i Heidelberg sammen med en god ven og kollega.

På den private front skete der også ting og sager. Vi fik i 1965 vores første søn, Christian, 2 år efter kom nr. to, Poul, og året efter, i 1968, fik vi så Steen. Så nu var jeg en rigtig familiefar med alle de forpligtelser, det medfører. Vi boede i en stor 3 værelses lejlighed i en gammel patricierejendom, der hedder Christiansgave. Udenom ejendommen var der en stor park med rækkehuse, der var mange legekammerater, og alle mødrene var hjemmegående, så legekammerater savnedes ikke.

Da min far på grund af store trykopgaver til sportsfirmaet Guldmann i Korsør (et par kataloger, der udkom hvert år: »Jægerorientering« og »Fiskenyt«) omkring 1960 havde investeret i et par dyre trykkemaskiner, var det jo ikke lige for at kassere disse på en studs, selvom offsetteknologien lå lige om hjørnet. Denne var heller ikke helt færdigudviklet med hensyn til film- og trykpladebearbejdning, så man var i en slags afventende situation.

Vore pladsforhold på trykkeriet var meget trange. Vi måtte kante os rundt og bære papiret omkring til de forskellige maskiner. Dertil lå vi noget klemt i en baggård uden udvidelsesmuligheder, og al varetransport til og fra trykkeriet måtte ske gen-nem en smal smøge. Så et ønske om af få bedre pladsforhold blev mere og mere aktuelt.

Kundegrundlaget spændte vidt. For at tage de største først: Korsør Kommune, Mathiesens Planteskole, Kähler & Breum, Korsør Jernstøberi, Korsør Stenforretning (senere Rockwool), Rasmusens Sønner, Stilmønster og de forskellige Fischer-foretagender. Hertil mange mindre virksomheder og foreninger. Alt i alt: Der var mange kunder, store som små. Naturligvis skete der en forandring gennem årene, bl.a. eksisterer de fleste af de ovennævnte firmaer ikke mere, men der kom da nye til – ikke at forglemme Storebæltsoverfartens Restaurationer, det der senere blev til DSB Færgerestauranter (herom senere).

På illustrationen kan man se nogle af de større trykopgaver, som vi løste, fx lokale bøger og pjecer. Det ser jo imponerende ud og gav også omtale i pressen. Men sandheden er, at det meste af det, vi trykte, var småtryksager: brevpapir, kuverter, visitkort, fakturaer, ugesedler, arbejdskort og brochurer.

Noget helt specielt var tryksager til Kommunetryk (kommunernes centrale indkøbskontor for standardformularer), skydeskiver til sportsfirmaet Guldmann samt hvert år fra 1980 den højt skattede Korsør Kalender.

I 1967 blev jeg medlem af den nystartede forening, Junior Chamber Korsør. Det gav helt nye kontaktmuligheder, og man lærte mange yngre forretningsfolk at kende på en rigtig god og kammeratlig måde. Jeg fik også her venskaber, der for så vidt stadig eksisterer.

Når man driver forretning eller firma og er i en mindre by, bør man kende folk og deltage i foreningslivet af forskellig art – også selskabeligt. Det er måske en kynisk og opportunistisk betragtning, men sådan er det. Det blev efterhånden til medlemskab af Turistforeningen, den lokale Arbejdsgiverforening, Korsør Kunstforening samt diverse sportsforeninger. En af de foreninger, der her må fremhæves, er Korsør Håndværker & Industriforening. Her var min far i sin tid formand. Jeg kom senere også i bestyrelsen og blev selv formand i en periode i 1980’erne.

Mine sønner sagde ofte senere til mig: »Du var jo aldrig hjemme!«

Også indenfor Bogtrykkerforeningen var jeg aktiv. Således var jeg i små 25 år sekretær i Sorø Amts Bogtrykkerforening. Jeg deltog desuden i mange forskellige kurser på Bogtrykkerforeningens kursusejendom i Odense og andre steder. Omkring 1970 skete der fire vigtige ting!

Først og fremmest anskaffede vi os en Heidelberg-enfarve-offsettrykmaskine (se illustrationen i Årbog 2011, side 33), i begyndelsen uden egen fremstilling af film og trykplader hertil. Det kom et par år efter. Vort blysætteri fortsatte uændret, men efterhånden kom vi også med på udviklingen med papirmontager og film- og pladefremstilling (se Årbog 2011, siderne 28, 29 og 30). Og vi brugte stadigvæk vore trofaste bogtrykmaskiner.

Dernæst i begyndelsen af 1971 fik min far en mindre blodprop. Han kom hurtigt over det, men fik efterfølgende en lettere depression og måtte tage et ophold på sygehuset i Dianalund. Og så var jeg alene om at tage beslutningerne og stå for den daglige drift. Og jeg må sige – det bekom mig da i grunden godt.

En tredje ting, som min far naturligvis blev blandet ind i, var flytningen af trykkeriet. Der var nemlig blevet en erhvervsejendom ledig på Møllevangen 12. Det var nogle gamle barakker fra besættelsens tid. Her havde der gennem årene været forskellige fabrikationsvirksomheder, senest en afdeling af kuffertfabrikken »Cavalet«.

Der var masser af plads, ca. 650 m2, så en del blev lejet ud. Selvfølgelig skulle bygningerne indrettes til vores brug, og selvfølgelig blev der gennem årene tale om moderniseringer og vedligeholdelse. Men pladsproblemer – det fik vi aldrig mere.

Den sidste ting var, at trykkeriet, som var et interessentskab, blev omdannet til et aktieselskab, hvor min far selvfølgelig var hovedaktionær. Men tanken var, at jeg efterhånden skulle få en større og større aktiebeholdning, og det udviklede sig da også til, at min far havde 60 % og jeg 40 %. Det varede få år, og så solgte min far aktierne til Jørn Andersen og mig. Efter mine forældres død blev jeg så hovedaktionær og mine 2 søskende mindretalsaktionærer med 40 %.

I konsekvens heraf skiftede firmaet også navn. Fra at hedde »Reklametrykkeriet« blev firmanavnet nu til »Reklametrykkeriet Korsør A/S«. Det ændredes igen senere til »Burchardt Offset og Bogtryk. Reklametrykkeriet Korsør A/S«. Det var jo et noget langt navn, så i daglig tale sagde man »Burchardt Offset«.

Lidt efter lidt var vi begyndt at få trykopgaver til Storebæltsoverfartens Restaurationer. Det var under daværende forpagter Werner Schwartzlose. Han opsagde i 1971 sin forpagtning, og efterfølgeren blev Poul Christiansen, der nu stod i spidsen for det, som udviklede sig til DSB Færgerestauranter & Tax Free Shops A/S, altså cateringvirksomheden på alle de overfarter, som DSB besejlede.

Vi var selvfølgelig spændte på, om vi kunne fastholde vort forretningsforhold til det, der nu var blevet et meget stort foretagende med flere tusinde ansatte.

Men det må siges, at det lykkedes over al forventning. Både min far og også efterhånden jeg selv fik et meget nært personligt forhold til Poul Christiansen, der var en meget karismatisk og visionær erhvervsleder, og han sørgede personligt for, at vi fik stort set eneret på levering af tryksager til koncernen. Det var en stor mundfuld, og vi lagde os alle på trykkeriet i selen for at leve op til kravene.

Vi trykte menukort, smørrebrødssedler, skilte, reklametryksager, interne tryksager og firmapapirer, ja, stort set alt. På grund af den inflation, der herskede i 1970’erne og l 980’erne skiftede færgerestauranterne hyppigt priser, og så skulle der trykkes nyt, og så skulle det være færdigt her og nu – og det blev det, men det var krævende og stressende. Og nok så vigtigt: Prompte betalt. Der kunne skrives langt og bredt om denne store kunde, men det vil føre for vidt, så der henvises til den jubilæumsbog, som vi i 1996 trykte for færgerestauranterne: »25 år med færger og mad«.

Privat skete der det, at min kone og jeg i 1973 købte et hus på Dyrehegnet 6. En rigtig murermestervilla med god plads til os alle fem. Det var jo tæt ved trykkeriet, ja, faktisk havde jeg kun 500 m til min bopæl. Og der boede vi så indtil år 2000.

1975 antog vi en medarbejder, en trykker – og bornholmer – ved navn Jørn Andersen. Han havde dog i perioden fra 1958 til 1965 været ansat på trykkeriet, men var rejst tilbage til Bornholm for at være tættere på sin familie. Min far og han havde et meget fint forhold til hinanden, for han var pertentlig, flittig og med et behageligt væsen. Han og jeg kom også fint ud af det med hinanden, blev gode venner og havde fælles interesser, bl.a. malerkunst.

Nu ville han med sin kone og børn tilbage til Korsør. Hans forældre var døde, og han og hans kone kunne godt tænke sig at komme til Korsør igen, hvor de stadig havde venner. Det blev en succes og udviklede sig til, at han nogle år efter blev optaget i firmaet som partner. Så nu var vi tre chefer.

Min far var blevet ældre. Han kom hver dag på trykkeriet, skar papir og lavede forskelligt arbejde, men blandede sig ikke meget i trykkeriets drift. Bl.a. sagde han. »Jeg vil overhovedet ikke sætte mig ind i offset«. Han savnede trykkeriets gamle domicil i Havnegade. Der var også for langt for ham at gå over til Møllevangen. Men vi skal ikke glemme, at han stadig var hovedaktionær.

Nu sang det efterhånden på sidste vers med at trykke i bogtryk. Flere og flere opgaver blev løst gennem offsettrykning, og arbejdet med film, reproduktionskamera, mørkekammer etc. udviklede sig, så det blev år med ustandselige investeringer i ny teknologi.

Når jeg i dag ser tilbage på perioden 1964 til 1983, er det jo markant, at min hverdag på trykkeriet blev meget anderledes, end den havde været indtil da. Det var slut med det daglige, kedelige og ensformige arbejde ved sættekassen, selvom jeg da stadig virkede der. Nu var det ofte ved trykmaskinerne og især skæremaskinen.

Men mit primære virke var at være leder, igangsætter, kalkulator, sælger – kort sagt den, der havde ansvar for det hele. Og som også måtte tage de ubehagelige ting på sig såsom at fyre medarbejdere eller måtte stå ved leveringstider, der ofte blev presset, samt nøje overvåge økonomien. At skifte til noget helt andet kom dog aldrig på tale. Hvordan skulle jeg dog kunne vikle sig ud af min bogtrykkertitilværelse?

Fra 1983-1998: Forandringer og afslutning

Min mor havde skrantet en del de senere år, og hun døde i 1982. Mine forældres store hus på Sandvejsbanken blev nu solgt, og min far flyttede ud i en lille lejlighed i Nygade. Men desværre var det sidste år af hans liv ikke så lykkeligt – han var faktisk blevet en gammel, træt og ensom mand, der ikke orkede noget som helst. Der døde han så i maj 1983 i en alder af kun 72 år.

På trykkeriet gik det dog videre med en travlhed, der heldigvis oftest var normen.

En aktivitet, som vi som sagt var begyndt på allerede i 1980, skal fremhæves her: Korsør Kalender. Vi trykte og udgav den selv og brugte den som julegave til vore kunder. Den blev efterhånden en fast tradition, folk samlede på dem, så vi nænnede aldrig i min tid på trykkeriet at stoppe udgivelsen, selvom salget ikke kunne dække trykkeudgifterne. Min efterfølger, Hans-Jørn Andersen, har ført ideen videre, så i år udkommer Korsør Kalender 2013 – den 34. i rækken.

Gennem årene var det ofte et problem af få kvalificerede medarbejdere.

Der var generel mangel på gode typografer, derfor vi var nogle gange heldige og andre gange mindre heldige med at ansætte folk. Det var dog vigtigt at få den rette, så vi kunne fungere som et team, især når hektiske leveringsterminer skulle overholdes.

Men alt i alt gik det såmænd meget godt, og problemer med Dansk Typograf Forbund havde vi aldrig.

Der var næsten altid to lærlinge ad gangen under uddannelse hos os, en sætter og en trykker. Da læretiden var fire år, kan man i de 34 år, jeg virkede som bogtrykker, se tilbage på at have uddannet I 5-20 lærlinge.

En vigtig funktion var kontordamens arbejde. Vi havde fornøjelsen gennem alle disse år kun at have to af slagsen. Begge omhyggelige, høflige overfor kunderne, akkurate i deres arbejde, flittige og behagelige at omgås i det daglige arbejde. Og kassen skulle stemme, og der blev sat en ære i, at det gjorde den altid.

Til slut må vi ikke glemme bogbinderidamen samt bydrengen. Også vigtige funktioner, som blev varetaget gennem årene af mange forskellige personer. Damerne var hos os adskillige år, mens bydrengene typisk udskiftedes hyppigere. Vi havde dog aldrig besvær med at finde personer til disse jobs.

Alt i alt var vi som tidligere nævnt 7-10 personer. Det kunne svinge lidt, men aldrig meget. Og heldigvis kan jeg da stort set tænke positivt tilbage på de mange mennesker, jeg gennem årene delte hverdag med.

I 1984 fik vi en ny medarbejder, en trykker ved navn Hans-Jørn Andersen. Han var søn af min partner, Jørn Andersen. Efter sin læretid på et trykkeri i Slagelse arbejdede han på Danapak i Slagelse, samtidig med at han tog mesterprøven på Den grafiske Højskole. Det kunne jo ligne lidt fremtidsmusik, og han blev da også 15 år efter den, der kørte trykkeriet videre efter min afgang.

Her må jeg indskyde, at gennem næsten alle år som bogtrykker fik jeg ofte stillet spørgsmålet: »Skal en eller flere af dine sønner ikke efterfølge dig?« Mit svar var altid: »Nej, det har jeg ingen planer om.« Begrundelsen herfor var, at da jeg ikke selv var ubetinget tilfreds med min lod som typograf og senere som bogtrykker, så hvorfor skulle mine sønner trækkes ind i firmaet og være en 3. generation som bogtrykker Burchardt i Korsør? Jeg tror heller ikke, de havde lyst. Rent bortset fra evt. problemer i forbindelse med et fremtidigt generationsskifte, arv og overdragelse af ikke definerede værdier. Og hvor mange gange har man ikke set eksempler på, at en familie kører alt for længe i samme branche.

Op gennem l 980’erne investerede vi kraftigt i trykteknologi, bl. a. i 2-farve-offsettrykmaskiner. Også indenfor reproteknikken, d.v.s. film, mørkekammer, trykpladefremstilling, fotokopiering etc., var der næppe et år, hvor der ikke blev købt udstyr.

Men på et punkt blev der ikke investeret: Opsætning af tekst til bearbejdning i eget regi. Denne vigtige del af produktionen købte vi ude, bl.a. hos en kollegavirksomhed i Skælskør.

Men i slutningen af 1980’erne havde computerteknologien indenfor satsfremstilling og billedscanning taget et bemærkelsesværdigt skridt fremad, og nu var det også økonomisk overkommeligt. Man kaldte det for »desktop publishing«. Den unge Hans-Jørn Andersen ivrede kraftigt: »Lad os gå med på udviklingen og beholde denne hastigt voksende produktion indenfor trykkeriets mure og derved undgå at købe det et andet sted fra«.

I 1990 købte vi så den første »Macintosh« fra Apple. Den var snart ikke kraftig nok, og der blev investeret igen og igen gennem årene. Og altid et Apple-produkt, som var det førende computermærke indenfor trykkeribranchen. Nu var vi med på udviklingen.

Her må jeg nok tilstå: Jeg burde have sat mig grundigere ind i denne teknologi og prøvet selv at sidde ved skærmen. Men jeg syntes, der var så meget i mit daglige virke, der kaldte på min arbejdsevne. Men det var nok en fejl!

En anden ting, der i disse år forøgedes, var indkøb af det, vi kaldte »fremmed arbejde« .

Når man nu havde kunder, der fik deres tryksager fra os, så var det ofte, at de købte alt, hvad de havde behov for, netop hos os. Vi leverede det hele, selvom andre trykfirmaer måtte have en mere passende teknologi, vi ikke rådede over, men så købte vi det der. Man kan sige, at vi forhandlede visse opgaver. Der kunne fx være tale om formularer i endeløse baner, farvebrochurer i store oplag eller serigrafiopgaver (skilte). Og efterhånden blev dette fremmedarbejde en stor del af vores omsætning.

Traditionelt indkøbte vi naturligvis også papir, kuverter, klicheer og reproarbejde samt bogbinderi-arbejde. Det havde vi gjort altid, men det var jo til egen tryksagsproduktion.

I 1987 blev aftalen om den faste forbindelse vedtaget. Det var jo lidt af skriften på væggen for os, der havde DSB Færgerestauranter & Tax Free Shops som den helt store kunde. Ja, i runde tal var ca. 40 % af vor omsætning i disse år knyttet netop til dem.

Skulle man nu forsøge i god tid at finde nye kunder udenbys fra, for i selve Korsør sad vi på størstedelen af markedet? Det kunne være en nok så vanskelig opgave, idet byen ligger ude ved Storebælt uden opland og uden mange industrivirksomheder.

Efterhånden kunne man fra 1993 se bro- og tunnelprojektet tage form, men færgerne sejlede jo stadig, og vores engagement til disse blev ikke mindre. Og hvorfor ikke tage opgaverne, sålænge det var muligt?

Ydermere var der sket det, at færgerestauranterne havde indgået et samarbejde med et marketingfirma fra Helsingør, Kaj Hvolgaard, der dog havde fået besked på at skulle foretage alle marketingindkøb til færgerestauranterne hos os.

Det kunne være blevet lidt kompliceret, men ved at holde tungen lige i munden og optræde ærligt fik vi et fornuftigt samarbejde. Og det gav endnu flere kreative trykopgaver. Så skal det tilføjes, at vi fik en meget stor kunde i det konsortium, der stod for tunnelbyggeriet: MT Group. Tilføjes skal også, at vi i Vognmandsruten havde en betydelig kunde. Vi trykte bl.a. deres rabatkuponer, brochurer og mange andre slags tryksager.

Op gennem 1990’erne fik Hans-Jørn Andersen mere og mere status af en slags juniorchef. Han blev også medejer ved at købe en aktieandel. Han og jeg havde et ganske godt samarbejde, og han formåede at tiltrække nye kunder – nogen jeg måske aldrig selv ville være kommet i forbindelse med. Han startede for egen regning »Korsør Nøglen«, der var en lokal telefonbog, op. Selvom det ikke helt var min kop te, kunne jeg da godt se det fornuftige i initiativet på længere sigt.

I det private I iv havde min kone og jeg i 1989 nået sølvbryllupsalderen. Vore tre drenge var for længst flyttet hjemmefra, og de fik efterhånden selv skabt sig en tilværelse og et fornuftigt arbejdsliv.

Min kone havde en del år arbejdet i børnehaver som pædagogmedhjælper. Hun fik nu i en alder af 49 år lyst til at læse til pædagog på Seminariet i Slagelse. Hun gennemførte studiet og fik i 1992 en fast stilling i børnehaven »Mælkebøtten«. Ja, for os begge var 1990’erne travle år.

Jeg følte ofte, at arbejdets byrde hvilede tungere og tungere på mig. Bevares, det gik jo godt med trykkeriet, men der var vel også andet, man kunne bruge sit liv på. I 1997 rundede jeg de 60 år, og begrebet efterløn spøgte lidt. Men hvordan skulle det dog kunne etableres?

Og så skete tingene lige pludseligt og her og nu:
Min kone fik konstateret brystkræft og blev opereret i begyndelsen af 1998. Hvordan mon det ville gå på længere sigt? Forhåbentlig godt.
Samme år i juni indviedes broforbindelsen over Storebælt, og færgedriften, både DSB og lidt senere også Vognmandsruten, indstilledes. Dermed faldt væsentlige dele af vore aktiviteter bort.
Endelig blev jeg kortvarigt indlagt på sygehuset. Måske var det en slags stress.

Det korte af det lange: Jeg stoppede i juni 1998 på trykkeriet. Hans-Jørn Andersen købte mine aktier, og han fortsatte trykkeriet som enkeltmandsfirma under navnet »Burchardt Grafisk Reklame«.

Den 1. juli 1998 afholdt vi en meget velbesøgt »farvel/goddag« reception med mange gæster og gaver.

Ca. 34 års bogtrykkertilværelse var forbi, og jeg skulle nu begynde på et nyt liv som efterlønsmodtager.

Fra 1998: Tiden efter fratrædelsen

Først var det jo ejendommeligt at vågne om morgenen og ikke mere skulle på trykkeriet. Men hurtigt vænner man sig til den nye situation, og det går op for en, at nu er der en stor chance for at beskæftige sig med ting, der måske tidligere blev dyrket halvhjertet.

Hvis jeg skal starte personligt med det mere triste og sørgelige, så udviklede min kones sygdom sig i den forkerte retning. Det blev så til 4 år med håb og skuffelser, indtil hun døde i 2002. Godt var det dog, at jeg nu, hvor trykkeriet ikke tog min tid, kunne være til mere gavn og hjælp i den svære tid.

I 2000 solgte vi vores hus og flyttede ind i det nybyggede HavneArkaderne. Det var en god beslutning og især en opmuntring for min kone. Senere flyttede jeg ud i en lille lejlighed i Korsør Syd.

Mange interessante ting har opfyldt mit efterløns- og pensionistliv. Her kan nævnes et udpluk:

Allerede i august 1998 meldte jeg mig til et 2-årigt historiekursus på VUC, senere også til et engelskkursus.

I samarbejde med min søster skrev jeg en slægtsberetning, der blev færdig i 2002. Det førte mig ind på interesse for slægtsforskning, der igen førte til foredrag om dette spændende emne mange steder i landet.

Som forfatter fik jeg skrevet et par jubilæumsbøger til smedemesterforeninger på Sjælland. Det blev senere fulgt op af publikationer med lokalhistorisk indhold – også i samarbejde med andre.

Og så må man ikke glemme fornøjelsen ved at få artikler optaget i Slægtshistorisk Forenings årbøger.

Et godt helbred har gjort det muligt at fortætte mit aktive sportsliv og have gode stunder i mit sommerhus samt næsten hvert år nyde gode ferier – ofte i udlandet.

Det kan godt være, at jeg skulle have valgt et andet arbejdsliv. Det kan man jo altid diskutere. Men jeg har i mit virke mødt mange, mange interessante mennesker, der ofte har været til inspiration og fornøjelse. Og så kan jeg da i dag gå hen til bogreolen og se på de mange publikationer, som jeg på den ene eller anden måde har været med til at fremstille.

PS! Hvad skete der videre med trykkeriet?

Hans-Jørn Andersen fortsatte med den eksisterende teknik nogle år. Men han måtte erkende, at tiden nok var forbi med trykkeriet, som det var. Mange af opgaverne forsvandt simpelthen – nok så meget på grund af den tekniske udvikling med hensyn til udbredelsen af internettet og mail. Trykmaskinerne solgtes, og virksomheden ændredes til et rent reklamebureau, hvor man producerede bl.a. hjemmesider, og i erkendelse af Korsørs udsatte geografiske placering og manglende erhvervsliv flyttede man til Slagelse.

Fotos
Bortset fra 2 fotos fra DSB Færgerestauranter & Tax-Free Shops’ jubilæumsbog fra 1996 er der kun anvendt illustrationer, der tilhører mig.

Forfatter
Hans Burchardt
Møllebjergvej 26
4220 Korsør
Tlf.: 5837 2275
Mai]: hansburchardt@mail